Michael Svennevig, Ørkendrømme

Anmeldelse: LEONARDO af Asterions Hus på Teaterøen

Vi træder ind i en magisk verden i Asterions Hus´ nyeste forestilling ”Leonardo”, der er bygget på Leonardo da Vincis videnskabelige opdagelser

Det er uddrag af hans tekster, der ligger som speak på forestillingens lydspor, mens der fra scenen ikke lyder et eneste ord. Der bevæger vi os via dans, billeder og musik stadig dybere ned i renæssancekunstnerens uendelige nysgerrighed. Det er hans opdagelse af de menneskelige dimensioner, der visualiseres. Peter Kirk og Tilde Knudsen er det visuelle midtpunkt. Han klædt i et ulasteligt hvidt jakkesæt anno 1800. Hun iført sin krop, der kun lejlighedsvist er dækket af ostelærred. Det er Tildes muskler og sener, der erforestillingen. Med Klaus Risagers forførende musik åbnes der med kirurgisk præcision ind til sansninger, der får mig til at flyde med på en varm bølge af billeder, der glider hen over scenen og efterlader mig med blottede sanser og pirret nysgerrighed.

Der er to runde plateauer, henholdsvis forrest og bagest i scenerummet. Tynde lag af transparente slør inddeler scenerummet. Rundt i siderne og på bagvægge projiceres Leonardos skitser og malerier. Det sker på kryds og tværs gennem rummet. Tilde danser med lysets billedstråler, der aftegnes på det tynde stof før det rammer væggene. Det er lysets vej gennem rummet vi følger. Men også hvordan farverne indvirker på hinanden. Kroppenes anatomiske dimensioner. Fuglens vinger og menneskets arme. Det er et multitalentets uendelige opdagelser af mennesket og naturen vi inviteres til at overvære. Det sker i et smukt samspil mellem bevægelse, musik og billeder.

Vi får via forestillingens frit fabulerende og virtuost visuelle stil mulighed for at tilegne os noget af det entusiasme, der må have bemægtiget sig hovedpersonen og drevet ham frem fra opdagelse til opdagelse, fra detalje til detalje, fra skitse til skitse. Fra skitse til billede. For en stund skrælles civilisationen af os. Som en tyndt lag hud blotlægges kroppen og vi bliver som publikum ét med den afsøgning af verden omkring os, og den verden indeni som vi selv består af. Den krop, hvor alting er skabt og kreeret lige så gennemtænkt og virtuost som i den omgivende natur.

Vi inviteres til at træde ind i en underfuld verden, hvor hver en tomme af kroppen undersøges og optegnes. Vi trænger gennem kroppens opbygning, der på nærmest pedantisk vis endevendes og undersøges metodisk og minutiøst. Det er opdagelser fra en tid, hvor man gik fra at tro at jorden var flad og til at den var rund. Det var en tid, der oplevede et paradigmeskift. Alting blev taget op til vurdering og undersøgt og fik en ny placering i rummet. Det var opdagelsen af mennesket og rummet. Og mennesket i rummet. Alting blev målt og vejet. Ligesom det bliver i Asterions Hus.

Den legende og undersøgende forestilling gør os til børn igen. Vi opdager at vi intet ved og derfor må sidde med åbne øjne og mund og lade os undervise af de to hovedpersoner, der begge er Leonardo. Han, den undersøgende, bliver til hende, den undersøgte og den undersøgte selv bliver den undersøgende. Der er kun ét tidspunkt, hvor de to smelter sammen og får kontakt, da den undersøgende og den undersøgte i et tæt og nøgent øjeblik selv bliver værket, da han begynder at male på hendes krop.