TEATER 1
​
****
4 stjerner, Anne Liisberg
​
Asterions Hus præsenterer med Leonardo en supersanselig og flot fabulerende formidlingsforestilling.
Kirk og Knudsen får gennem deres æstetiske undersøgelse skabt et både flertydigt og dybt billede af det dragende renæssancemenneske, hvis kendetegn jo netop var både-og. Ikke kun kunst, ikke kun videnskab. Men begge dele og tit i forening.
Asterions Hus præsenterer med Leonardo en supersanselig og flot fabulerende formidlingsforestilling, hvor de som Leonardo selv bruger æstetikken til at komme ind i et stof – her Leonardo da Vinci selv – mens hans fokus oftest var kunsten som prisme for videnskaben – eller omvendt. Nysgerrigheden er fælles. Leonardos var stor og førte ham ofte videre til nye projekter, før han fik færdiggjort det, han allerede var i gang med. Kirk og Knudsen får gennem deres æstetiske undersøgelse skabt et både flertydigt og dybt billede af det dragende renæssancemenneske, hvis kendetegn jo netop var både-og. Ikke kun kunst, ikke kun videnskab. Men begge dele og tit i forening.
Leonardo kombinerer installation og dans. Vi passerer således over scenen, gennem florlette gardiner, ud og ind mellem sære møbler med projektorer og maleredskaber, en hvidklædt Knudsen, der skriver noter på et af de runde podier, forbi en puslende Kirk, indsvøbt i en kvindestemmes oplæsning af Leonardo-citater, inden vi bænkes på kukkassevis. Turen over scenen er oplysende og æggende på samme tid. Alt er små bidder af Leonardos univers, som samtidig sætter vores fantasi i gang. Således fortsætter forestillingen i en rigtig fin blanding, hvor Leonardos værker og ord spændes op mod dansekroppen og et foranderligt scenerum.
Figuren Leonardo er spaltet mellem Kirk, der er i konstant bevægelse mellem alle apparaterne og remedierne, og Knudsen, der med sin dans er hans pensel, hans tanke, hans drømme.
Først anslås det idehistoriske standpunkt: alt kommer af alt og kan blive til alt, alt hænger sammen. Det bakkes billedligt op af intense spejlstudier, dans i lysglimt og vandskrift i skjul. For at forstå altings sammenhæng, må man se alt fra mindst 3 perspektiver. Så introduceres Leonardos kendte tegning Homo Vitruvianus, der illustrerer menneskekroppens proportioner og deres indbyrdes sammenhæng, der længere henne i forestillingen illustreres enkelt og morsomt af Knudsens staccato-opmåling af egen krop.
Leonardos nysgerrighed vises i de mange forskellige aktiviteter, men er også indlejret i koreografien, idet Knudsens uhyre præcise bevægelser ofte bremses lige før, de føres igennem. Videre den anden vej, videre ned, rundt og tilbage. Evnen til at sammentænke kunst og videnskab forløses billedligt flot i den tredobbelte projektion af en skål, som Knudsen blander farver, småsten og papir i, hvorefter hun først lader ild, derefter vand ændre sammensætningens tekstur og udtryk, mens mærkelige dufte udvider vores oplevelse.
Vi føres videre gennem Leonardos studier i anatomi, fugle og flyvning. Hans malerier, hans tanker om farver. Og kombinationen anatomi-maleri, poetisk legemliggjort af Knudsens malen med penslen i eget ansigt, der siden udstrækkes til at inkludere tilskuernes fælles maleri på hendes krop.
Leonardo bruger således hans egne ord – kvindestemmens voice-over -, Knudsens udtryksfulde, delvist abstrakte, delvist karakteriserende dans og ikke mindst scenografiens billedstorm af indtryk til at formidle et frodigt og videbegærligt perspektiv på en mand, vi alle kender navnet på, men som består af en uendelighed af facetter, vi måske ikke er så bekendt med. Man bliver meget klogere og nysgerrigere på da Vinci med denne klare og dog vildtvoksende forestilling. Det er god formidling med høj æstetisk kvalitet.