​

Magt. Begær. Begejstring. Humor. Skyld. Publikum inviteres på tur i både de mørke og lyse sider af det menneskelige sind, når Asterions Hus opfører Macbeth.

 

Med historien om det elskende par, der gør sig til kongemordere og siden ædes op af skyld og dårlig samvittighed er der gang i de klassiske Macbeth-temaer som begær, magt og skyd. For hvad sker der med os, når vi sætter os ud over menneskelig moral? Og når vi forbryder os mod andre?

 

Men selv om det er det tunge Macbeth-gods, der er grundstenene i Asterions Hus' opsætning, er der tale om en forestilling langt fra den klassiske. Publikum vil opleve, at den klassiske Macbeth splittes til atomer – i et legende, sanseligt og eksperimenterende rum med lige dele tyngde og lethed.

 

Macbeth er tredje del af Asterions Hus triologi om kærlighed. Først kom Robin Hood, siden Romeo & Julie. Nu gælder det Macbeth om den modne kærlighed og magtbegæret.

​

Medvirkende: Tilde Knudsen, Peter Kirk

Instruktør: Emil Hansen

Producent: Asterions Hus

Arrangør: Asterions Hus

​

Forestillingen kræver mørklægning og rumkrav: 9m bred, 8m dyb og 4m høj

Læs mere om forestillingen her

Alder: 14 år og op

 

​

"Asterions Hus' version med Peter Kirk og Tilde Knudsen ligner ikke noget andet. Emil Hansen styrer løjerne sikkert i havn. Det er virtuost. Det er gribende og uforligneligt."

 

Michael Svennevig, Ørkendrømme

 

​

"Peter Kirk og Tilde Knudsen er mestre i de små værker, der som stiløvelser bliver skudt ud i hovedet på publikum, med dryppende blod."

Casper Koeller, Sceneblog

 

”Jeg har mange gange sukket over, at teatrene ikke følger med i, hvad der sker omkring os. Ikke mindst når det gælder formen. En klar trend i film og tv-serier ala ‘Stranger Things’ er intertekstualitet. Dvs. at et værk refererer til et andet. Denne opsætning var proppet med det. Det var lidt som at se ‘Ready Player One’ – og det var superfedt!

Jais Ikkala, Kulturformidleren 

​

”Samspillet er som altid vældig fysisk, og de to fungerer, så det gnistrer på scenen.”

​Gudrun Hagen, Teateravisen

​

ROSER TIL TEATERØEN

Macbeth. Sjov? Uforudsigelig?

Det er næppe de ord der først falder en ind. Men på Teaterøen er det- Der leger man. Med ordene. Sproget. Referencerne. Tilskuernes tilstedeværelse.

……….

Det skal opleves. Så den endelige konklusion? Godt underholdt? Si/Qui/Doch/Ja Yessir.

Christianshavneren​

​

​

 

 

 

 

OM FORESTILLINGEN 

Holdet bag forestillingen er ganske lille i forhold til mange andre produktioner. Vi har været tre mennesker: Tilde Knudsen, Emil Hansen og Peter Kirk. Og vi har udfyldt alle roller som scenograf, dramaturg, kostumier, lysdesigner, lyddesigner, afvikler, videodesigner, performer, dramatiker mm. 

I et ualmindeligt nemt forløb har vi arbejdet tæt sammen om alle facetter. Travlt – måske især de sidste par uger, hvor det hele skulle sættes sammen, men stadig nemt i den forstand, at vores forståelse for det fælles værk har været så frugtbart.

Vi er alle tre rundet af den mere klassiske teaterforståelse; det psykologiske, narrative teater, hvor traditionelt ”instruktøren” forløser/fortolker det tekstlige forlæg med skuespillerne som ”følelsesrekvisitter” i instruktøren værk. 

Men vi har alle bevæget os væk fra dette paradigme og stortrives i det ikke-narrative, devisede og ligeværdigt medskabte. Her er øjeblikket vigtigere end fortællingen, nuet vigtigere end repræsentationen, skabelse vigtigere end reproduktion.

Vi har talt, forestillet os, kastet rundt med ideer, nærmest konstrueret scenografien, mens vi spillede den frem. Vi har ofte fungeret som tre instruktører. Og vi har alle haft et klart drive mod at nå frem til detaljer, lyde, stemninger, billeder, som kan sætte en lavine af associationer i gang, og som kan ramme en nerve eller tråd. På alle mulige og umulige måder. Langt de fleste ideer er opstået i mellemrummet mellem os og forløses forhåbentlig i mellemrummet mellem os og publikum.

 

 

 

FRAGMENTARISKE BEMÆRKNINGER FRA KONSTRUKTØREN /INSTRUKTØREN

”Vi vil arbejde med at give teksten en ny kontekst, rive den ud af den gamle – og derved give den en ny mening. Sproget som mere end transmission af indhold. Vi vil vise, at ordene ikke er identisk med det, de siger, men frarøvet dens velkendte kontekst, mister den sin autoritet, skifter betydning, alt efter hvem, der siger dem, hvilken situation de bliver sagt i, og hvordan – med hvilken hensigt, hvilket motiv, de bliver sagt med, og hvad adressen er. Det, synes vi, er både vigtigt, interessant og med nye performative muligheder.”

”Tilfældet som nødvendighed, ikke noget man skulle prøve at undgår.”

”Scenekunst som kunstform.”

”Kunst definerer sig igennem en tilbliven ikke en væren”

”Hvorfor gør vi det? Udelukkende af lyst –som en indre form for nødvendighed.

”Vi stræber efter en scenekunst for sin egen skyld. Det er den mest seværdige scenekunst, for her bliver betragteren ikke taget som forbruger, men som et sansende og erkendende væsen. Vores scenekunst henvender sig til enhver, men ikke til alle. Vores publikum findes ikke endnu, og det er ikke en mængde. Vi henvender os ikke til et flertal, nærmere til et ukendt antal minoriteter. Vi leger med repræsentationen, viser det flygtige forhold mellem ordene og det, de beskriver. Vi pirrer narrationsinstinktet hos betragteren men uden at fortælle en ”god historie”, som jo tit står lidt i vejen for den gode teateroplevelse.”

”Vi betragter skuespiller som skabende kunstner ikke anderangs kunstner som fortolkere af litteratur.”

”Vi producere en konstruktion med mening som afkast, men vel at mærke ikke en bestemt mening. Mening er ikke noget, der kan opdages, som noget der findes på forhånd i en tekst eller på scenen, som henviser til en essens eller en idé, det gælder om at finde. Den skal opfindes, skabes, konstrueres. Det gør vi som producenter, men det gør vores publikum også.”

”Vi stiller os til rådighed for kunsten: Øjeblikkets tilbliven og forandring; ikke for en idé om det.”

”Det er den umiddelbare oplevbare effektfulde overflade, der interesserer os, ikke en essens, eller en idé i dybden eller ”bagved”.

”Sproget har i vores univers ikke en universel betydning, men skal ses som situeret og aktuelt. Noget man kan lege med. Men vi er mere interesserede i et ”hvordan” end iet ”hvad ”.

”Narrativitet er ikke et konstruktionsredskab, men et aflæsningsredskab til at forstå verden, og redskabet tilhører derfor publikummet!” 

”Vi komponerer knuder, overlapninger, synkroniseringer, forskydninger, gentagelser, serier – med tekst og billeder, som var det et ikke-figurativt maleri, vi skulle male med fortællende fragmenter.”  

”Vi mener, der er stor forskel mellem det at fortælle, at genfortælle og ønsket om at fortælle noget bestemt. Vi balancerer i et spændingsfelt mellem genkendelighed og det fremmede...” 

​

​

​